Netadgang er ved at blive den knappe ressource — og Danmark er tidligere på kurven, end det ser ud

Auxilium Infrastructure Partners' perspektiv på, hvorfor netkapacitet — ikke produktion — er ved at blive den grønne omstillings bindende begrænsning, og hvad det ændrer for, hvor anlæg bliver bygget.

Den grønne omstilling beskrives normalt som et kapløb om at bygge mere vedvarende elproduktion. Den beskrivelse er ikke længere dækkende. Den mere afgørende kamp står om noget mindre synligt og langt sværere at fremstille: adgang til det net, der transporterer strømmen. I det meste af sektorens historie var arbejdsantagelsen enkel — hvis et projekt skulle bruge el, ville nettet før eller siden levere den. Den antagelse er nu ved at bryde sammen.

Tidligere i år satte Energinet nye tilslutningsaftaler på transmissionsniveau på pause, da antallet af anmodninger nåede niveauer, systemet aldrig havde set. Reaktionen på tværs af det danske marked kom omgående, og det underliggende spørgsmål var det rigtige: Hvor meget kapacitet er der reelt til rådighed? Det er fristende at læse pausen som en dansk administrativ hændelse. Den læses bedre som et lokalt udtryk for et europæisk mønster.

Knapheden har flyttet sig

Den præmis, der organiserede energipolitikken i en generation — el er knap, så byg mere af den — er stille og roligt vendt om. Produktion bliver stadig mere rigelig; netkapacitet er det ikke. Og næsten alle den grønne omstillings komponenter konkurrerer nu om den samme begrænsede ressource: batterilagring, datacentre, elbilopladning, industriel elektrificering, varmepumper og fjernvarme, Power-to-X og ny vedvarende produktion i sig selv. Hvert enkelt projekt er fornuftigt isoleret set. Tilsammen byder de på en fast pulje af netkapacitet. Knapheden er flyttet fra elektronerne til tilslutningen — en subtil forskel med vidtrækkende konsekvenser.

Danmark behøver ikke gætte, hvor det fører hen

To større markeder er allerede længere fremme. I Holland — Europas tydeligste eksempel på flaskehalse i nettet — venter virksomheder i flere regioner nu i årevis på en ny tilslutning, industriudvidelser er udskudt, og investeringsbeslutninger afgøres i stigende grad af netadgang snarere end kapital. Den hollandske situation opstod ikke fra den ene dag til den anden; den voksede frem, i takt med at elektrificeringen overhalede netudbygningen, og var strukturel, før den blev bredt synlig.

Storbritannien fortæller den komplementære historie: en tilslutningskø, der voksede til mange gange nettets kapacitet, tilstoppet af projekter, der aldrig ville blive bygget, men stadig holdt deres plads foran modne projekter. Svaret var at stoppe med at tildele adgang efter først til mølle og i stedet vægte projektmodenhed, parathed og systemværdi. Den logik breder sig nu i Europa — Danmark inklusive.

Enden på "tilslut alt"

Det er det reelle indhold i Energinet-diskussionen. I årtier antog sektoren, at ethvert levedygtigt projekt før eller siden kunne tilsluttes, hvis udvikleren ventede længe nok. Den antagelse holder ikke, når den ansøgte kapacitet løber langt foran den tilgængelige. Operatører og beslutningstagere tvinges så ind i spørgsmål, de tidligere kunne undgå: Hvilke projekter skaber mest værdi for samfundet, hvilke styrker systemstabiliteten, og hvilke er modne nok til at retfærdiggøre knap kapacitet? De spørgsmål forsvinder ikke. De kommer til at definere tildelingen, i takt med at elektrificeringen accelererer.

Eksisterende tilslutninger prissættes om

Den første konsekvens er, at eksisterende elektrisk infrastruktur er ved at blive et strategisk aktiv. Over hele Europa foretrækker udviklere industrigrunde med tilslutninger på plads frem for greenfield-grunde, der kræver netforstærkning — af den simple grund, at en eksisterende tilslutning kan forkorte leveringstiden med år. Etablerede højspændingsforbindelser, transformerstationer, industrilokalplaner, en dokumenteret forbrugshistorik, adgangsveje — egenskaber, der før blev betragtet som praktiske detaljer — er ved at blive strategiske fordele. I nogle tilfælde er tilslutningen mere værd end jorden under den.

Fleksibilitet, ikke kun mere stål

Der bliver bygget mere net, og der er brug for det. Men netforstærkning alene kan ikke lukke hullet inden for den tidshorisont, omstillingen kræver; fleksibilitet må bære en del af byrden. Batterilagring opsuger overskudsproduktion, reducerer produktionsbegrænsning (curtailment), understøtter lokal balancering og udskyder dyre opgraderinger. Industriel fleksibilitet — elkedler, termisk lagring, køling, styrbare processer — gør det samme fra forbrugssiden. Fremtidens system bliver ikke bare større. Det skal være klogere, og at optimere det, der allerede findes, kan betyde lige så meget som at bygge det, der ikke gør.

En fjerde faktor

I årtier fokuserede energiudviklere på at sikre jord, tilladelser og finansiering. I stigende grad står en fjerde faktor ved siden af dem: adgang til elnettet. Investorer prissætter tilslutningsrisiko på linje med finansiel risiko. Industrivirksomheder indarbejder nettilgængelighed i deres lokationsvalg. Udviklere prioriterer steder, hvor infrastrukturen allerede findes.

Energinets pause bør derfor ikke ses som en administrativ fodnote. Den er et tidligt tegn på et bredere strukturelt skifte, der allerede er synligt andre steder i Europa. Den definerende begrænsning i næste fase af den grønne omstilling bliver måske ikke vores evne til at producere vedvarende el. Det bliver måske vores evne til at flytte den derhen, hvor der er brug for den.

Hos Auxilium Infrastructure Partners arbejder vi løbende med disse dynamikker i både udvikling og drift i DK1 og DK2. Vi deler altid gerne vores perspektiv med investorer og partnere, der navigerer i denne omstilling.